Deal / No Deal Det handler om at have nerver af stål og is i maven, når man deltager i "Deal / No Deal". Det handler også om held. Det handler om timing og evnen til at slå til på det helt rigtige tidspunkt. Og så handler det om modet til at satse.
TV 2s gameshow er ikke for tøsedrenge, og hverken deltagere eller seere behøver at læse tykke bøger. Det vigtigste er at turde tage chancen - eller måske netop lade være. Så glem alt om paratviden, for her handler det om modet til at gamble og evnen til at spille højt spil.
To millioner kroner Den ultimative gevinst i "Deal / No Deal" er to millioner kroner - den største nogensinde på TV 2. Manden med de mange penge er vært Casper Christensen, som er det rolige holdepunkt i et nervepirrende gameshow, hvor der er garanti for følelsesmæssige rutsjeture på begge sider af tv-skærmen.
Selv om der står meget på spil, er reglerne ganske enkle og involverer 26 damer med hver deres kuffert. I kufferterne er beløb fra beskedne én krone til lokkende to millioner, og programmets deltager vælger i første omgang én af dem og krydser fingre for, at den bugner af penge. For at opklare om beløbet i den valgte kuffert er nok til at opfylde alle drømmene, eliminerer deltageren de øvrige kufferter én efter én.
Skjult for deltageren og alle andre er Banken, som overværer det hele og holder nøje øje med, hvilke kufferter og dermed hvilke beløb, der endnu er med i spillet. Med fingrene på lommeregneren kommer Banken med varierende bud i forsøget på at sende deltageren ud af spillet ved at købe den oprindelige kuffert så billigt som overhovedet muligt. Måske er Bankens bud en god handel, eller også er kufferten meget mere værd, og så handler det for alvor om at have is i maven og vurdere chancen. Hvad er beslutningen - deal eller no deal?
|