Langt fra Las Vegas "Langt fra Las Vegas" er bygget op om Casper Christensen som vært på det populære morgen-tvprogram "Jumpstart". Sammen med sine venner og kolleger gennemlever han en enestående periode i sit liv. Otte mennesker på omkring de 30 danser med en glubende livsappetit gennem 13 afsnit på en opskrift af kærlighed, venskab og højpotent egoisme. De har hinanden, de har et fedt job, og så har de en pragtfuld evne til at komme galt af sted. Langt fra Las VegasFoto: Dan Husted/TV 2
Casper Christensen er omgivet af de gamle Mandril-kolleger Frank Hvam og Lars Hjortshøj og stand-up-komikeren Mikael Wulff, plus en række skuespillere, heriblandt Klaus Bondam (Festen), Stine Stengade (Edderkoppen), Sofie Stougård (Bornholms stemme) og Katja Kean. Jarl Friis-Mikkelsen har instrueret "Langt fra Las Vegas".
Humor i manuskript og produktion Humor er en bærende del af fundamentet i "Langt fra Las Vegas", idet komikerne således selv har skrevet manuskriptet. Stærkt inspireret af amerikanske sitcoms som bl.a. "Seinfeld" og "Venner", kastede Casper Christensen, Frank Hvam og Lars Kjeldgaard sig i 1999 over selv at lave en dansk komedieserie. Deres krav var, at den skulle være både sjov og god.
Meget nærliggende byggede de serien op omkring nogle velkendte rammer og lod historien foregå på en tv-redaktion og tog udgangspunkt i Casper Christensens egen person.
De medvirkende optræder i det hele taget mere eller mindre som sig selv. Den familiære stemning i "Langt fra Las Vegas" forstærkes yderligere af selve produktionsformen, idet teknik, producer og skuespillere alle arbejder i samme studie i Metronomes bygninger på Amager.
Casper Christensen spiller rollen som Casper Christensen. "Jeg spiller en krystalliseret udgave af mig selv. De dårlige sider bliver skruet gevaldigt op. Så det er sådan set en særudgave af mig selv - en slags 2. oplag. Man kunne godt forestille sig, at jeg var endt sådan, hvis ikke jeg var blevet gift og havde fået børn. Casper (i tv-serien) kommer ud for en række uheld. Men han er en rar fyr. Vores mantra er i det hele taget, at man skal holde af seriens forskellige personer - men de har også brister. Og det fører nemt til nogle pinlige situationer, som vi ofte morer os over. Det er i det hele taget det sjoveste projekt, jeg har arbejdet på", fortæller Casper Christensen.
"Jumpstart"-redaktionen Casper og den tilsyneladende noble nyhedsvært Niels Buckingham (Klaus Bondam) er "Jumpstart"s ansigter udadtil. Selve redaktionen styres med benhård følsomhed af redaktionschef Kim Dorowsky (Sofie Stougaard,) godt hjulpet på vej af sin tro væbner, redaktionens IT-medarbejder og sikkerhedsrepræsentant, Robert (Lars Hjortshøj). Wulff (Mikael Wulff) er redaktionens galning, charmerende og nuttet. Knap så nuttet er Caspers bedste ven og redaktionens enfant terrible, Kenny Nikkelmann (Frank Hvam). Det eneste velafbalancerede individ er "Jumpstart"s perle, receptionisten Lisa (Katja Kean).Anne (Stine Stengade) er sygeplejerske. Hun er Caspers smukke nabo og store kærlighed, uden at det dog får ham til at forsage kvinder i øvrigt.

Foto: Dan Husted
|